Budgetforslag 2019 – Enhedslisten og Socialdemokratiet

Enhedslisten og Socialdemokratiet er blevet enige om nedenstående budgetforslag. Begge partier havde et ønske om at blive en del af det samlede budgetforlig, men vi må desværre konstatere, at vi politisk var for langt fra hinanden og at muligheden for at få politisk indflydelse på den aftale, der var indgået imellem de borgerlige partier, for lille. I modsætning til det seneste budget, har det været en særdeles vanskelig opgave denne gang. Ikke blot har vi måttet skære dybt for at kunne overholde regeringens serviceramme, men vi har også denne gang måttet tage hensyn til kommunens kassebeholdning, som i de kommende år bliver kraftigt udfordret. Fokus har derfor på mange områder været at sikre, at vigtige kerneopgaver kunne undgå besparelser, sikre en fortsættelse af nuværende indsatser og kun på få områder tilføre nye midler.

Budgettets hovedlinjer er:

  • Sikre en fortsat positiv udvikling af vores folkeskoler og SFO´er
  • En stærk miljø- og klimapolitik
  • Bedre og trygge forhold for vores ældre medborgere
  • Udviklingen af et nyt sundhedscenter i Hedehusene
  • Massiv investering i at bringe borgere i beskæftigelse
  • Øvrige elementer:
  • Partnerskab for voldsramte kvinder
  • Der etableres en jobmesse
  • Fortsat udvikling og udvidelse af fritidspas
  • Analyse og udviklingsforløb af det specialiserede område
  • Fritidspas for unge med psykiske lidelser
  • Ingen besparelser ift. serviceniveauet for beskyttet beskæftigelse samt støtte til ferier og
  • udflugter for borgere i sociale botilbud og bomiljøer
  • Anlægsinvesteringer
  • Der bygges et helt nyt plejecenter med 60 pladser
  • 10 pladser reserveres til det specialiserede område
  • Ny sti etableres i Sengeløse
  • Charlotteskolen ombygges til det nye sundhedscenter
  • Trafiksikkerhedsombygning af lyskryds ved Hveen Boulevard

Uddybning:

Folkeskole
Folkeskolen i Høje-Taastrup kommune er og skal være en Folkeskole, som kan måle sig med de bedste i
landet. Et sådant mål kræver investeringer og et målrettet arbejde. For os er det vigtigt, at vi evner, ikke
blot at have fokus på nye eller enkelte skoler i kommunen, men at vi har fokus på den samlede Folkeskole i kommunen. I dag er økonomi og ressourcer en stor udfordring for Folkeskolen, der har været ramt af store besparelser igennem årene. Folkeskolereformen har haft stor betydning, ligesom flere og flere opgaver havner hos skolerne, og der er brug for, at den enkelte skole får overskud og ressourcer til at løfte kvaliteten.

  • I budgettet for 2018 blev der afsat en kvalitetspulje, der kunne anvendes, hvor skolerne fandt, de
    havde størst behov, således at enkelte skole får større medbestemmelse og dermed i højere grad
    kan sikre, at pengene bruges optimalt ift. lokale udfordringer, børnegruppe, kultur og faglighed.
    Den pulje skal der ikke pilles ved. Vi skal give vores skoler de nødvendige værktøjer til at opnå den
    bedste kvalitet både fagligt og socialt.
  • Der skal igangsættes en større analyse af de eksisterende skoler, med henblik på at tilvejebringe et
    solidt grundlag for investeringer i fysiske rammer i skolerne, der kan understøtte fremtidens skole.
    Analysen skal danne grundlag for iværksættelsen af en investeringsplan senest fra 2022 og frem,
    hvor der atter er luft i anlægsbudgettet.
  • Men det er ikke kun Folkeskolen, der er hårdt spændt for, også vores SFO’er ude på skolerne er
    udfordrede på økonomien. 2 ugers sommerferielukket rammer ikke kun børnefamilierne i
    sommerferien, men det rammer i høj grad også personalenormeringen, da det betyder, at der skal
    afskediges medarbejdere og dermed betyder, at der er mindre tid til vores børn, og det mener
    Socialdemokratiet og Enhedslisten ikke vores børn kan være tjent med.

En stærk miljø- og klimapolitik
En af de absolut største udfordringer globalt, nationalt og lokalt er miljøet samt klimaudfordringerne, og
det er yderst presserende, at der på alle planer gøres en ekstraordinær indsats for at sikre, at
klimaforandringerne ikke bliver uoverskuelige, og her må Høje Taastrup kommune også være sig sit ansvar bevidst.

  • Affaldssortering etableres
  • Vi skal medvirke til at udvikle Miljø- og energicenteret (MEC), så de fortsat kan styrke
    bæredygtigheden i kommunen. MEC har gennem årene skabt et solidt fundament, hvor de
    faciliterer grønne samarbejder og bidrager med viden og sparring ift. til bæredygtige løsninger. Et
    eksempel på et af de nyere samarbejder, som MEC har skabt, er Energitjenesten øst, som kan bistå
    med viden og sparring ift. bæredygtige løsninger. I dette samarbejde er der ydermere et potentiale
    ift. undervisning og åben skole. Sidst men ikke mindst drives MEC socioøkonomisk og skaber en
    meningsfuld hverdag for en gruppe borgere, Kommunen ellers skulle finde andre tilbud til.
  • Der skal udvikles og iværksættes en grøn investeringsstrategi med henblik på udfasning af investeringer i fossile brændstoffer i Kommunens portofolier samt prioritering af bærerdygtighed i fremtidige investeringer.
  • Der skal iværksættes en analyse af, hvordan et byttehus i tilknytning til genbrugspladsen, som vi har set i en række andre kommuner, kan øge genanvendelsen i Høje Taastrup. Analysen skal samtidig undersøge potentialet for, hvordan skoler, produktionsskolen og Miljø- og energicenteret kan blive en aktiv del af byttehusets daglige drift.
  • Høje-Taastrup skal arbejde med FN´s verdensmål/bæredygtighedsmål. Regeringen vedtog i marts 2017 en national handlingsplan for verdensmålene, hvori den påpeger vigtigheden af koblingen af nationale politikker til den internationale udviklingsdagsorden, samt at Danmarks styrkepositioner skal fremhæves og skabe værdi i verden. Høje-Taastrup skal gå skridtet videre ved at anvende verdensmålene som anledning til at løfte og formidle eksisterende såvel som nye bæredygtighedsindsatser og gøre byen endnu bedre. Dette arbejde skal ske i dialog med borgere, virksomheder, foreninger og organisationer.

Mere tryghed
Episoder med skyderi, overfald og kriminelle bandegrupperinger er desværre stadig et tilbagevendende
problem i Høje-Taastrup Kommune. Mange ældre mennesker tør ikke færdes udendørs, vores børn er
bange, når de skal hen til deres fritidsaktiviteter, og mange er utrygge på vores togstationer.

  • Der skal gennemføres en analyse, der skal se på kommunens forebyggende arbejde under et, og fra
    denne analyse skal der gennemføres justeringer af indsatsen, der skal have til formål at sikre en
    bedre sammentænkning, sikre flere ressourcer på ”gaden” og en tættere tilknytning til skoler,
    klubber og de mest belastede boligområder.
  • Alt for få unge i Høje-Taastrup er i dag en del af livet i vores idrætsforeninger. Det ved vi desværre
    kan have en negativ betydning såvel for deres sundhed, som risikoen for at komme ud i en kriminel
    løbebane, derfor afsætter vi ekstra ressourcer til fritidspasset, således at det kan være med til at
    trække de unge væk fra gaden og ind i foreningslivet.
  • Vi skal fortsætte arbejdet med at sætte lys på vores stier. I 2019 skal der afsættes 500.000 til
    etablering af belysning på cykelstien imellem Taastrup og Hedehusene, for både at skabe mere
    tryghed og for at medvirke til at binde kommunen bedre samen.

Forbedret og tryg ældrepleje:

  • Vores ældre på plejecentrene skal være i trygge hænder, og de skal være sikre på, at der er den
    fornødne hjælp, hvis behovet opstår, derfor skal der ikke skæres i nattevagterne på plejecentrene.
  • Høje-Taastrup Kommune skal sikre, at vi kan få hjælp, når vi ikke kan klare os selv, derfor foreslår
    Socialdemokraterne og Enhedslisten, at der skal bygges et nyt plejecenter. Det skal samtidig
    undersøges, hvilke muligheder der er for nye placering af seniorboliger og ældreegnede boliger
    gerne i umiddelbar geografisk tilknytning til et kommende plejecenter
  • Vi skal ikke forringe livskvaliteten for vores ældre ved at halvere omsorgs- og aktivitetsydelserne, der skal være plads til socialt samvær, omsorgssamtaler og korte omsorgsbesøg. Vi skal heller ikke afskaffe klippekortsordningen for hjemmeboende borgere, det giver øget trivsel og livskvalitet for vores ældre.
  • Høje-Taastrup Kommune har store udfordringer med at skaffe personale til at passe vores ældre, og måtte i 2017 bruge 16 millioner kroner til vikarer. En af årsagerne skal findes i, at vores lønninger på området er lavere end mange af de omkringliggende kommuner. Derfor afsættes der penge til at hæve lønniveauet, for dermed at skabe mere genkendelighed og tryghed for vores ældre.

Massiv investering i at bringe borgere i beskæftigelse

  • I folketinget er indgået en aftale om beskæftigelsesindsatsen. Der er gode elementer i aftalen, men
    den såkaldte “afbureaukratisering” er først og fremmest en øget frihed for kommunerne til at
    skære ned på indsatsen for de arbejdsløse. Resultatet er, at refusionen til kommunernes
    beskæftigelsesindsats fjernes. Det er en klar svækkelse af de lediges rettigheder. Høje-Taastrup
    Kommune forventes at miste op mod 10. millioner kr. i refusion. Det er dog vigtigt for
    Socialdemokratiet og Enhedslisten, at kommunen stadig prioriterer en ordentlig behandling af
    vores arbejdsløse og en hurtig afklaring, hvor den enkelte borger er i fokus. Derfor har vi afsat 9.2
    millioner kr. til denne indsats.
  • Samtidig omdisponeres budgettet til jobparate borgere til en virksomhedsvendt indsats. Det vil
    sige, at der inden for det samlede budget skal ske en omprioritering af midler, så der ikke anvendes
    ressourcer på ren vejledning og opkvalificering samt mentorforløb for jobparate ledige. Indsatserne
    skal i stedet ske i et samarbejde med virksomhederne.

Øvrige elementer:

  • Der etableres en jobmesse
    De mange nye virksomheder og arbejdspladser i kommunen har ikke hidtil haft nogen væsentlig effekt på arbejdsløsheden, derfor skal der etableres en jobmesse, hvor kommunen i samarbejde med virksomheder og andre samarbejdspartnere kan blive matchet med kommunens arbejdsløse
  • Fodbold, fællesskab og beskæftigelse
    Med inspiration fra de gode erfaringer i Herlev Kommune, der med succes har flyttet folk fra passiv forsørgelse til en plads på arbejdsmarkedet, etableres der i samarbejde med foreninger og helhedsplaner i de udsatte boligområder et projekt for at få ledige unge ind i foreningslivet kombineret med arbejdsmarkedsrettede aktiviteter.
  • Partnerskab for voldsramte kvinder
    I forbindelse med partnerskabsaftalen mellem Høje-Taastrup Kommune og  lokalafdelingen for foreningen for voldsramte kvinder afsættes der midler til akuthjælp for voldsramte kvinder, som f. eks. hjemmebesøg, bisidder til møder samt hjælp til at flytte fra den voldelige mand mv.
  • Analyse og udviklingsforløb af det specialiserede område
    Afgørelser fra Ankestyrelsen har vist, at der er mange fejl og mangler i Høje-Taastrup Kommunes afgørelser på handicapområdet. Dette blev bekræftet af kommunens handicappede borgere og deres pårørende på valgmøder i forbindelse med kommunevalget 2017. Med henblik på forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen gennemføres et analyse- og udviklingsforløb i samarbejde med den nationale Task Force på det specialiserede socialområde for voksne.
  • Opretholdelse af service i vores kommunale idrætshal i Sengeløse
    Vi ønsker ikke at reducere på medarbejderantallet i vores kommunale idrætshal, da serviceniveauet skal opfylde en acceptabel standard for brugerne
  • En solid forebyggende indsats på det sociale område
    Et stigende andel af vores borgere slås med psykiske udfordringer. Her er en rehabiliterende tilgang vigtig. Rehabilitering tager udgangspunkt i både fysisk, psykisk og social sundhed. Socialdemokratiet og Enhedslisten vil derfor styrke den sundhedsfaglige indsats på vores på botilbud og igangsætte et udviklingsarbejde med fokus på forebyggende indsatser ift. Rygning, alkohol, kost og motion. Dette understøtter ydermere sundhedsstyrelsen anbefalinger om at sætte mål på netop dette område.
  • Ungeværestedet gøres permanent
    Socialpsykiatrien i Høje-Taastrup Kommune driver i dag et uvisiteret tilbud for unge borgere med psykiske vanskeligheder. Tilbuddet kaldes Ungeværestedet og har åbent 1½ dag om ugen. Der er ca. 40 brugere af Ungeværestedet, hvor antallet af brugere pr. åbningsdag kan variere meget. Ungeværestedet er en pendant til det uvisiterede tilbud ’Værestedet’ for voksne borgere med psykiske lidelser, men dette er specifikt målrettet unge fra 18-36 år.
  • Trafiksikring af lyskryds ved Hveen Boulevard
    Der er desværre sket en markant stigning i trafikuheld ved krydset Hveen Boulevard og Sydvej. Krydset ombygges, så antallet af færdselsuheld kan minimeres. En ekstern rådgiver anbefaler, at der etableres venstresvingsbane på Hveen Boulevard, og at de venstresvingende får egen fase i signalplanen.
  • Sti langs Cathrinebjergvej med overgang til Birkevej
    Der anlægges en ca. 700 meter lang dobbeltrettet asfalteret 3 m. bred fællessti på vestsiden af Cathrinebergvej, da der i dag kun er en smal grussti gennem skoven, som sti for skolebørnene, hvilket ikke er tilfredsstillende.

Budgetforliget respekterer tidligere afgivne løfter til initiativtagerne bag den kommende multihal i Reerslev.
Tidligere afgivne bevillinger på 2,5 mio. kr. med tillæg af de sparede anlægsomkostninger på 240.000 kr. fra det ikke etablerede udleveringskøkken på Reerslev skole vil derfor blive genbevilget til formålet, når
initiativtagerne har skaffet den nødvendige restfinansiering.

Taastrup d. 3. oktober 2018

___________________________
Peter Faarbæk, Socialdemokratiet

___________________________
Emil Viskum, Enhedslisten

 

A og Ø´s budgetforslag 2019, som ikke blev vedtaget da kun A og Ø stemte for i November 2018.