Kære Venner
Siden sidste 1. Maj har vi fået en ny regering. Og selvom de roder rundt og har svært ved at føre nogle former for logisk politisk program, lykkedes det alligevel for Lars Løkke, Anders Samuelsen og co. Langsomt men sikkert at underminere vores fælles velfærdssamfund. For selvom Kristian Thulesen Dahl leger velfærdens vagthund, er det en vagthund, som altid er parat til at kigge den anden vej, hvis den får smidt en luns kød med udlændingestramninger.
Det betyder også at 1. Maj i dag kommer mere kærkomment end længe. Der er brug for, at venstrefløjen og fagbevægelsen i fællesskab viser andre veje for vores samfund. Og en anden vej… det er der. I skal ikke tro de neoliberale dommedagsprofeter som dækker hver en forringelse i vores fælles velfærd ind under nødvendighedens politik. Der er et valg!
Eksempelvis har man i regeringen støttet af dansk folkeparti lige valgt at nedsætte arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 procent til 5 procent. Det er her vigtigt at pointere, at arveafgiften ikke er sat ned for alle almindelige mennesker, men kun for de få meget rige familieejede virksomheder. Denne øvelse vil komme til at koste 1,7 milliarder i 18-19 og derefter en milliard om året. Penge der kunne være blevet brugt på varme hænder og velfærd. Et andet eksempel er købet af kampfly som samlet kommer til at koste 90 milliarder kr. Hertil kommer en række skattelettelser gennem de sidste år samt skatteskandalen. Penge der kunne være brugt i kommunerne på borgernær
velfærd.
I stedet har kommunerne over en bred kam måtte skære på deres serviceniveau. I høje taastrup har vi været tvunget til at lave en såkaldt grønthøster på 0,24 procent altså besparelser på velfærden på alle områder.
Denne indirekte udsultning af den offentlige sektor har fundet sted i mange år og er ved at tage fart. Og det begynder nu for alvor at gøre ondt rundt i kommunerne.
Jeg er selv folkeskolelærer og utrolig glad for mit arbejde. Jeg møder hver dag børn, der knokler, lærer, pjatter, griner og græder. Jeg er fuld af beundring over mine kollegaer, som brænder for deres arbejde og hver eneste dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. For dem er det ikke bare et job. De engagerer sig personligt i hver enkelt elev på et plan, der gør, at de til tider næsten ikke kan bære, når en elev er ramt af livet, og rammerne og de personlige ressourcer ikke rækker til at hjælpe eleven i tilstrækkelig grad.
Men de senere år er der sket noget. Øget administration og dokumentation, arbejdstidsaftaler og skolereformen har tæret på overskuddet i skolen og forældrene, eleverne, lærerne og skoleledelserne kæmper nu mere end nogensinde for at få enderne til at mødes i dagligdagen.
Jeg har i år oplevet ildsjæle, fagligt kompetente og gode kollegaer som søger nye græsgange, da der ikke længere er overskud til faglig udvikling, kollegial sparring, nye udfordrende projekter m.m. De føler, at de er blevet fabriksarbejdere, som kæmper for at holde deres plads ved båndet.
Set i det lys bliver man ked af det, når man ser politikerne løbe fra ansvaret og endda har den frækhed at placere ansvaret for den kuldsejlede reform hos lærerne, hvor eksempelvis Christine Antorini og Troels Ravn fra socialdemokraterne har fremført, at en hovedårsag til reformens problemer er
lærernes modvilje. Politikerne har om nogen et ansvar! Christine Antorini var undervisningsminister og Troels Ravn sad selv som ordfører for S under forhandlingerne i 2013.
Det var ikke lærerne, der i årene op til forhandlingerne valgte at nedlægge 13 procent af lærerstillingerne i folkeskolen. Det var heller ikke lærerne som valgte at gennemtvinge en arbejdstidsaftale, hvor der skal undervises mere og forberedes mindre, så der var råd til politikernes våde drømme om en længere skoledag. Og sidst men ikke mindst er det ikke lærerne som nu har travlt med at fralægge sig ansvaret. De kæmper i stedet for at navigere i politikernes rod.
For problemer…. det er der. En KL-analyse viser, at andelen af kommuner, som har problemer med at rekruttere nok lærere, er næsten tredoblet det sidste år. Mange af de officielle intentioner bag reformen såsom nye læringsmiljøer, bevægelse i undervisningen, åben skole m.m. var i sig selv gode nok. Problemet er, at disse elementer nærmere har været af navn end af gavn, da rammer og
ressourcer ikke har fulgt med. Det kræver nemlig tid at skabe nye læringsmiljøer, have blik for den enkelte elev, samtidig med at man tilgodeser fællesskabet. Det kræver overskud at have mod til at sætte sig selv på spil hver eneste dag, og det kræver både tid til refleksion og overskud til handling, hvis man konstant skal udvikle sig selv, sin undervisning og i sidste ende eleverne. Og det bliver desværre nok ikke bedre med de nedskæringer, man ser i hele den offentlige sektor.
For det er ikke kun lærerne, eleverne og folkeskolen der er ramt., men alle dele af den offentlige sektor er under et enormt pres.
De offentlige ansatte pukler hver dag for at holde sammen på velfærdssamfundet og det er helt urimeligt, at Christiansborg og politikerne generelt takker dem ved at gå amok med kontrol og dokumentationskrav. Samtidig kaster de en masse penge efter den ene eller anden konsulent, som
med det snævre udsyn fra deres små kontorer, tager sig fyrsteligt betalt, for at kloge sig på hvad manden/kvinden på gulvet, der har fingrene nede i bolledejen hver dag, skal gøre anderledes. Det er ikke rimeligt. Og det er ikke værdigt. Vi skal have tilliden tilbage i den offentlige sektor. Og her har jeg en idé. En idé, der for mange politikere vil virke fjern og uvirkelig. Nogle ville måske endda kalde det revolutionerende (men det er jo også venstrefløjen som er samlet i dag). HVAD MED OM VI LYTTEDE LIDT TIL ALLE VORES DYGTIGE OG ARBEJDSOMME SOSUer, Pædagoger, pædagogmedhjælpere, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere, fremfor at drukne dem i kontrolskemaer, måltal, skåltaler, målstyring og konsulentplaner!
Og der er adskillige advarselslamper der blinker. For ikke så lang tid siden sagde overlæge Morten Hedegaard op som overlæge på rigets fødselsafdeling, da der ikke længere var ressourcer og rammer til at han og hans kollegaer kunne løse deres arbejde tilfredsstillende.
Som I nok kan se på min hånd, har jeg de sidste dage lavet lidt personlig research på Hvidovre hospital. Og de har heldigvis givet mig udgang i 3 timer i dag, så jeg kunne få lov til at tage herud og tale for jer.
Jeg har på Hvidovre hospital mødt en masse engagerede, dygtige og velmenende sygeplejersker, læger og portører, som løber så hurtigt, som de overhovedet kan, for at tage sig bedst muligt af deres patienter. Men lige meget hvor umage de gør sig og lige meget hvor hurtigt de løber, er det ikke muligt, at løse de mange opgaver de har. I går blev jeg kørt til CT-Scanning af en portør, som fortalte at i de lidt over 2 år han havde været ansat som portør, endnu ikke havde oplevet at være på arbejde en dag, hvor der var nok ressourcer til at de kunne nå alt det de skulle. Jeg gentager: Han havde arbejdet på Hvidovre hospital over 2 år, uden at opleve en eneste dag, hvor ressourcerne slog til.
Også socialrådgiverne er prisgivet i måltalstyranni og sanktioneringskrav, der gør det umuligt for den enkelte socialrådgiver at hjælpe den enkelte borger med deres konkrete udfordringer. Dette har betydet utrolig mange fejl i sagsbehandlingen for de syge, handikappede, arbejdsløse og andre udsatte
grupper og det er dybt utilfredsstillende. Man bliver satme vred!(undskyld jeg bander). Når alt det her sker på en baggrund, hvor de rigeste stadig bliver rigere, de fattige fattigere og uligheden stiger (ja, det var et flot lille rim og det er desværre rigtigt). I kender sikkert alle tallet, at 1 procent af verden befolkning ejer det samme som de sidste 99 procent og billedet er desværre ikke stort anderledes i Danmark.
Men heldigvis er det ikke alt der er helt skidt. Der er heldigvis et par røde fjer i de blå-sorte høstakke.
F.eks. lykkedes det fagbevægelsen og venstrefløjen i fællesskab at sætte Uber stolen for døren. Ikke fordi vi er bange for teknologi og udvikling. Ikke fordi vi partout gerne vil have at kunderne skal betale mere(tværtimod) og ikke fordi vi ikke mente at taxalovgivningen godt kunne trænge til at blive frisket lidt op.
Men fordi, at der skal være ordenlige arbejdsforhold og lige konkurrence. Så simpelt er det!
Det samme lykkedes sidste år ift. Ryan air. Når vi står sammen, står vi stærkt! Det betyder bestemt ikke, at kampen mod social dumping er vundet…langt fra. Den er lige begyndt og her pålægger os alle et kæmpe ansvar hvor vi må stå sammen, hvis det er en kamp der skal vindes!
Og stå sammen bliver vi nødt til…også selvom man kan føle sig en smule apatisk, når man tænder fjernsynet og eksempelvis ser Lars Løkke udtale, at i fremtiden har man ikke blot brug for EN uddannelse, samme dag som regeringen indfører uddannelsesloftet. Ja, mest af alt får man lyst til at slukke for fjernsynet ,når miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kaster om sig med alternative facts og løgnehistorier i et desperat forsøg på at fremme sin egen karriere, eller når dansk folkeparti sælger den sidste rest af velfærdsintegritet for lidt symbolske udlændingestramninger, eller når vores udenrigsminister, som indtil for et års tid siden, var formand for et parti uden en udenrigspolitik, springer i luften på twitter og skyder fra hoften, mens den regering han nu har solgt sin sjæl til løber forvirret rundt og leder efter en grimasse der kan passe, mens de ukonstruktivt dæmoniserer de mest udsatte grupper i vores samfund.
Og det kan godt give en lyst til at melde sig lidt ud af samfundet. På et tidspunkt har man bare ikke kræfter til at råbe mere af fjernsynet, når Inger Støjberg for gud ved hvilken gang kører et eller andet selvpromoverende trip, gerne på bekostning af folk, der tilfældigvis har en anden kulturel baggrunds ry og rygte.
Men tænk en gang hvad vi kan vinde, hvis vi står sammen om ordentlige arbejdsforhold og kæmper for en værdig og ordentlig støtte til de mest udsatte grupper i vores samfund. Kampen står ikke mellem individ og fællesskab. Men om individets ret til fællesskabet. Sammen er vi stærke!
God 1. maj
Afholdt til fælles 1. Maj i Høje Taastrup 2017,
af Emil Viskum.