Fokus på forbruget af konsulenter i Høje-Taastrup kommune

Med et fortsat pres på udgifterne i kommunen og en forestående udligningsreform, er der alt mulig grund til, vi i Høje-Taastrup kommune vender hver en krone, vi forbruger. Det gælder midler vi bruger i eget regi, men i høj grad også for de mange penge, der hvert år bruges på eksterne konsulenter.

Konsulenter kan være en både praktisk og økonomisk fordelagtig måde at få løst en opgave på, men forbruget af konsulenter i det offentlige er igennem årene vokset kraftigt, hvilket bl.a. også har ført til, at regeringen sammen med KL og regionerne har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på omfanget af konsulentforbruget i det offentlige.

Socialdemokratiet og Enhedslisten i Høje-Taastrup kommune ønsker, at vi i eget regi snarest muligt får skabt et overblik over forbruget af konsulenter for at sikre, at der politisk er opmærksomhed på forbruget og der sker en politiske drøftelse og prioritering af forbruget, herunder om visse af disse opgaver med fordel kan løses i eget regi. Vi ønsker derfor, at der fremover hvert år sker en afrapportering til økonomiudvalget over det samlede forbrug af konsulentydelser, og at økonomiudvalget herefter sender opgørelsen videre til de respektive udvalg for en nærmere drøftelse af forbruget på de enkelte fagområder. Opgørelsen kan f.eks. kategoriseres og inddeles efter hovedkategorier som IT, byggeri, økonomi, udviklingsopgaver o.l. Opgørelsen over konsulentforbruget kan også med fordel anvendes som et administrativt værktøj med en række fokusområder som at:

  • Sikre transparens ved brug af konsulenter, så der løbende kan foretages de rette
    ledelsesmæssige vurderinger af, om arbejdet med konsulenter sker på en
    tilfredsstillende måde.
  • Sikre gode priser ved brug af konsulenter ved løbende at vurdere, om afregningen af
    konsulenter er tilfredsstillende, eller det er muligt at optimere kontrakter.
  • Vurdere mulighed for, om rådgiveransvar kan skærpes ved løbende at vurdere, om
    kommunen kontraktuelt kan skærpe eksterne konsulenters ansvar.
  • Sikre at udvælgelse af konsulenter altid sker sagligt, ved at ledelsen i kommunen
    sikrer, at valg af konsulenter altid sker efter faglig og optimal udvælgelse.
  • Løbende at vurdere, om opgaven bedst og billigst løses ved brug af eksterne
    konsulenter eller ved intern opgaveløsning og f.eks. suppleret af borgerinddragelse.
    Altså om det i højere grad kan betale sig at insource opgaverne, frem for at de løses af
    eksterne konsulenter.

Såfremt administrationen vurderer, at der i gennemgangen er behov for, at der træffes politiske beslutninger i forbindelse hermed, foretager administrationen sammen med afrapporteringen en indstilling herom.

Byrådsforslag fra A og Ø om fokus på forbrug af konsulenter.
Byrådsmøde, Januar 2020.