Læringsparat, robust, innovativ og omstillingsparat er bare et par af de buzzwords, som de
senere år har ramt folkeskolen og vores børn og har erstattet dannelsesbegrebet. Læring er
det nye sort, og rundt omkring i kommunerne blomstrer forskellige læringskoncepter,
læringshuse, læringsagenter frem godt hjulpet på vej af diverse yderst velbetalte private
konsulentfirmaer.
Også i Høje Taastrup har læringsdillen indfundet sig, hvor kommunen barsler med nyt
”læringshus” og borgmester Michael Ziegler fortæller vidt og bredt om, hvordan skolen i Høje
Taastrup bliver fremtidens skole.
Grundlaget for den fremtidige skole i Høje Taastrup er dels ”21st century skills”, som handler
om nogle overordnede kompetencer, som man mener skal bruges på arbejdsmarkedet om 25
år. Udover det utopiske i at skulle lave læring med udgangspunkt i fremtiden, som ingen jo
kan spå om, er dette også en klar forskydning af skolens formål, som hidtil har været at skabe
rammer, så børnene kan blive hele mennesker og indgå i et demokratisk samfund, hen mod en
skole som producerer små robuste, omstillingsparate, konstruktive børn, som senere kan
begå sig på arbejdsmarkedet.
I Høje Taastrup er vi helt med på moden, så vi stopper ikke ved ”21st century skills”. Igennem
de sidste par år har byrådet et par gange besøgt nogle skoler i England, som har en pædagogik
inspireret af et skolekoncept fra Californien, og hvis du spørger byrødderne, har det været
nogle uhyggeligt motiverende besøg, og de er straks gået i gang med at omforme Høje
Taastrups skolepolitik efter de oplevelser, de havde i England, så det amerikanske koncept
kan gennemsyre Høje Taastrups skoler.
De engelske skoler er organiseret uden egentlige klasser og klasselokaler, men med 90 børn
pr. enhed, som så arbejder individuelt og i grupper i forskellige læringsmiljøer.
Læringsrummene er store rum med forskellige stationer, hvor børnene kan arbejde på kryds
og tværs. Børnene skal ikke undervises, men i stedet arbejde selvstændigt projektorienteret,
hvor lærerollen i stedet bliver en vejlederrolle. Stationerne er vidt forskellige, så børnene kan
arbejde på forskellige måder. Derudover arbejder børnene i ”labs”, hvor de kan lave forskelige
projekter. Her er man meget optaget af ”hands on” og ”autentisk læring” (forstået som
projekter, der betyder noget i virkeligheden. Dvs. et fuglehus som bliver produceret også skal
sælges, så det får en funktion) som bærende elementer. Hvis det lyder som gammel vin på nye
flasker, er det nok fordi, du har taget en pædagogisk uddannelse.
Det lyder jo alt sammen meget godt på overfladen, men når nye idéer skal sælges, fortælles
der ofte vidt og bredt om alle herlighederne, og man glemmer ofte at fortælle, hvad man må
give køb på. Udover opgøret med den mindre enhed, nemlig klassen, er målet samtidig
konstant at arbejde projektorienteret på tværs af fagene med autentiske projekter rettet mod
fremtidens arbejdsmarked. Her er jeg svært bange for, at det ekstreme fokus på fremtidens
arbejdsmarked samtidig bliver en nedprioritering af det fundament, fagene giver det enkelte
barn, så barnet i fremtiden bliver livsdueligt og ikke bare omstillings- og arbejdsparat.
Derudover ser jeg individfokusset som problematisk, og jeg er bange for, at vi lader det
enkelte barn i stikken med sin egen læring (jeg ved godt, at der både er lærere og pædagoger
til at vejlede den enkelte elev). Men vi har helt mistet blikket for klassen og fagene som
rammen om kulturbærende undervisning, der giver børnene et trygt fælles fagligt og kulturelt
fundament at stå på.
Vi lader konstant vores børn kigge ind i et stort sort hul af usikker fremtid uden at give dem et
solidt fundament af erfaring, faglighed, sammenhængsforståelse og selvindsigt. På den måde
er skolen ved at blive en ”fremtidsfabrik”, som producerer kompetente, rodløse, angste unge
mennesker. Polemisk formuleret bliver skolen således ”de bristede drømmes fødegang”.
I stedet synes jeg, at vores børn gennem fagene får et solidt fundament at stå på som
menneske.
I dansk lærer vores børn at kommunikere med andre mundtligt såvel som skriftligt, mens de i
litteraturen, kunsten, musikken finder ”livet” og sig selv og samtidigt lærer at se sig selv
udefra. I matematik, fysik, biologi og geografi lærer børnene om den materielle og naturlige
verdens teoretiske grundlag og sammenhæng, men det skal børnene ikke lære, fordi de
allesammen skal være fremtidige biologer, fysikere m.m., men fordi at det lærer vores børn at
begå sig i samspil med den materielle og naturlige verden. I idræt lærer vores børn, hvad de
kan gøre med deres krop og at udfolde sig fysisk i fælleskab med andre. Her lærer børnene
også om forskellige idrætsgrene, som samtidig kan blive fundament for, at de i fremtiden
holder sig i god form og forbliver glade, sunde og raske, men ikke fordi at de alle i fremtiden
skal leve som professionelle sportsatleter. Historie, religion og samfundsfag skal give
børnene en historisk, kulturel og samfundsfaglig ballast, men ikke fordi, at de i fremtiden skal
skabe det mest effektive samfund. Men fordi fagene giver dem mulighed for at forstå sig selv i
samspil med samfund, kultur og historie. På den måde bliver fagene forankret på en måde,
som giver børnene mulighed for at finde et ståsted i en stadig mere omskiftelig verden og
ydermere skabe egen identitet.
Vi skal ikke uddanne vores børn til en uvis fremtid, men til sunde, kritiske, nysgerrige og glade
voksne mennesker.
Og så tør jeg slet ikke tage fat på efteruddannelsesdiskussionen, hvor det givet vil kræve
kæmpe økonomiske ressourcer at løfte efteruddannelsesbyrden for, at det pædagogiske
personale kan angribe situationen helt anderledes og gøre vores børn klar til fremtidens
utopiske drømmeverden.
Her er jeg ikke i tvivl om, at de penge var brugt langt bedre, hvis de blev investeret i at give
vores børn og lærerne tid og ro til at koncentrere sig om det, som jeg synes burde være
skolens primære formål, nemlig trivsel, faglighed og dannelse.
Læserbrev, september 2018
af Emil Viskum – Enhedslisten