1 . Maj 2022
af Emil Viskum
Kære venner,
Så står vi her igen!
De sidste to år har 1. maj stået i coronaens tegn, men i år er det anderledes. For nu er vi igen samlet og det er så dejligt! for det er netop det 1. maj handler om, nemlig fællesskab og fælles kamp for ordentlige arbejdsforhold.
Men vi er dog ikke tilbage ved normal. For bedst som Coronaen var ude af den kollektive bevidsthed som ved et trylleslag, så valgte Putin at starte sin afskyelige krig i Ukraine. En helt urimelig krig, hvor konsekvenserne for den ukrainske befolkning er helt ubærlige og hvor vi alle må vise vores solidaritet med den ukrainske befolkning ved at støtte ukraine med våben og ved at intensivere sanktionerne og her burde vi i Danmark gå endnu længere og gas burde ikke være en hellig gral, da det først og fremmest er gassen som finansierer Putins krigsmaskine.
Men kære venner, der vil også komme en regning. En regning som vi endnu ikke kender størrelsen på og en regning hvis størrelse vil være afhængig af om vi i den komplekse situation handler med eftertanke eller i panik og deltager i en ekstrem oprustningsdagsorden.
Men Uanset regningens størrelse, vil der komme en regning…og den regning skal altså ikke lande på de lavtlønnet, de arbejdsløse, borgere med handicap eller velfærdssamfundets bord, men skal betales af nogen der har råd til det…nemlig de der har allermest og har levet godt på at vokse op i et velfærdssamfund med ordnede arbejdsforhold, uddannet arbejdskraft og stabilitet.
Og der vil komme en kamp om hvor regningen skal placeres… og den er allerede i gang. Jeg deltog for en måneds tid siden i KL´s årlige topmøde, hvor byrådspolitikere fra hele landet mødes for at debattere kommunalpolitik.
Og her var finansminister Nicolai Wammen inviteret til at holde en tale og man må sige at det var alt andet end en flammende brandtale han holdte. En fix socialdemokratisk spindoktor vil nok karakterisere hans tale som en forventningsafstemning, mens det for en ydmyg skolelæreruddannet, halvkvabset byrådspolitiker som mig, virkede som en tale med 1 dagsorden, nemlig den dagsorden at få placeret regningen…hos kommunerne…hjertet af vores velfærdssamfund…kommunerne…som gennem de sidste mange år har måtte effektivisere sig selv i en grad, hvor vores personale nu løber så stærkt at fagligheden ikke kan nå at følge med. Kommunerne…som skal sørge for pasning og uddannelse af vores børn og tage sig af vores mest udsatte borgere. Kommunerne… som har ansvar for vores ældste og mest kære på plejehjemmene. Det var der, regningen skulle placeres.
Men det er ikke kun i kommunerne der bliver pustet til uligheden i øjeblikket. Der er i øjeblikket den højeste inflation i mange år og ingen af os ved endnu hvor stor inflationen ender med at blive. Men en ting er sikkert og det er, at når der er en stor inflation, så er det med sikkerhed de lavtlønnet og borgere på kontanthjælp som bliver ramt hårdest. Det kan godt være at Aalborg Portland mener, at det vil blive hårdt at betale den samme co2-afgift som alle andre virksomheder, men for borgere der kun lige akkurat har til dagen og vejen er den galoperende inflation nærmest et dødsstød.
Og når vi nu er i gang med uligheden, som jo også er dagens hovedtema, så kan man altså ikke snakke ulighed uden at nævne den konkrete flygtningesituation. For hvor er jeg stolt over hvordan vi har taget imod de ukrainske flygtninge og at vi som et land med overskud og velstand selvfølgelig også vil bidrage til at hjælpe mennesker på flugt. Men det er altså ligemeget om du får en bombe i hovedet i Ukraine af Putin eller om du får en bombe i hovedet af Putin i Syrien, så har du altså en legitim ret til hjælp og nej, vi kan ikke redde hele verdenen, men vi arbejde aktivt for nogle overordnede internationale strukturer som kan bidrage til løsningen og vi kan først og fremmest tage os ordentligt af de få flygtninge som kommer til Danmark…og det har vi i mange år ikke gjort.
Den helt skæve og ekstremt lave flygtningeydelse er et godt eksempel herpå og det er da dejligt at regeringen nu har indset, at det er en så lav ydelse, at det nærmest er umuligt at etablere sig og overleve med sådant et økonomisk fundament.
Men det er så fundamentalt urimeligt og et klasseeksempel på den ulige behandling man som henholdsvis flygtning fra Ukraine og flygtning fra f.eks. Syrien får, at der nu foreslås at den ydelse skal sættes op for ukrainske flygtninge, da ydelsen er for lav til at leve på, mens hvis man er flygtning fra Syrien eller Afghanistan, så har man åbenbart et særligt gen, der gør at man kan leve for nærmest ingenting.
På en sådan dag som idag er det også på sin plads at se lidt på historien. I forbindelse med oprettelsen af anden internationale som var en sammenslutning for store dele af de socialistiske partier på tværs af især Europa, besluttede man at indføre en international kampdag den første maj. Her skulle der være fokus på kampen mod ulighed og kampen for ordentlige arbejdsforhold. Man var enige om at man tværs af lande havde en fælles interesse og at man hurtigt som arbejderklasse på tværs af lande kunne blive spillet ud imod hinanden og blive brugt som redskaber for magteliten i deres indbyrdes magtkampe for mere magt.
Det være sig ift. udnyttelse af arbejdskraft på tværs af lande, men det var især også, ment med henblik på nationale konflikter og krig, hvor det var arbejderklassen der blev skubbet foran som kanonføde for at forsvare de herskende klassers interesser på tværs af lande og man gav hinanden ord på, at man på tværs af lande ville modsætte sig sådanne krige med generelstrejker m.m.
Skæbnens ironi blev dog, at da første verdenskrig indtraf som kulminationen på den nationalistiske pest der havde skyllet over Europa, så opløste man anden internationale, da konflikterne mellem de forskellige europæiske socialistpartier blev for store, da de nationale interesser i den aktuelle situation blev så stærke, at selve grundpillen i anden internationale, nemlig den internationale solidaritet faldt og dermed blev arbejderklassen igen de der blev front trup og måtte betale med deres liv i kampen for de herskende klassers interesser…nu dog i ly af nationalstaten.
Man kan selvfølgelig aldrig overføre historien en til en, men også nu, som i 1889 og i årene fremefter, er spændingerne mellem nationalstaterne i Europa og divergerende nationale interesser yderst tilspidset og i den situation, må vi som venstrefløj have et svar på, hvordan at vi på en gang kan sige fra overfor en psykopatisk tyran og despot som Putin, men samtidig have for øje, at vi ikke bliver nyttige idioter og redskaber i hånden på den herskende magtelite og våbenlobbyen.
F.eks. har det nuværende forsvarssamarbejde i Europa eksisteret i mange år uden, at det har forhindret den fatale situation i Ukraine. Der er med den nye sikkerhedskrise i Europa bestemt brug for, at man overvejer, hvordan man skal forholde sig på tværs af lande. men Forsvarsforbeholdet er ingen hindring for vores samarbejde med de andre europæiske lande for at føre udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Vi skal styrke indsatsen inden for cyberforsvaret og territorialt forsvar i Danmark samt aktuelt støtte Ukraine med våben, men en oprustning på 2% af BNP, altså 18 milliarder om året er alt for voldsomt især med henblik på hvor militært underlegen Putin og Rusland er sammenlignet med Europa og USA. Det vil betyde væsentligt færre penge til velfærd og den grønne omstilling og kampen for uafhængighed af russisk kul og gas.
Så når finansministeriet, regeringen og folketinget vil placere regningen hos kommunerne, så skal vi stå sammen og sige, Nej Tak og når blå blok mener at overførselsindkomster ikke løbende skal reguleres på trods af en galoperende inflation, så siger vi i fællesskab Nej Tak. Så havde jeg faktisk skrevet noget med, at når danskerne i fællesskab har vedtaget et forsvarsforbehold, som befolkningen på trods af den store Eu-glæde på Christiansborg, har værnet om og Christiansborg under dække af en konflikt som intet med forsvarsforbeholdet har at gøre og som vil betyde en oprustning som vil skulle betales af vores velfærdssamfund, så siger vi klart og tydeligt i fælles front Nej Tak, men jeg er jo en diplomat, så det vil jeg undlade.
Men hvis parollen er fælles kamp for ordentlige arbejdsforhold, en human behandling af alle flygtninge, at sikre at virksomhederne under dække af internationale konflikter ikke udnytter situationen til at organisere billig arbejdskraft uden overenskomst og mere tryk på den grønne omstilling, så er svaret ja tak. Kort sagt en fælles kamp for en rød og grøn kommune, et rødt grønt land, et rødt grønt Europa og en rød grøn verden, så siger vi sammen, højt og tydeligt JA Tak. GOD 1. Maj!
