Forslag fra A og Ø om byrådsmøder i landsbyerne

Forslag fra A og Ø om byrådsmøder i landsbyerne

En af et kommunalt valgt byråds fornemmeste opgaver er at være tæt på sine borgere, således
at beslutninger bliver vedkommende og til glæde for borgerne. Vi skal med andre ord bringe
virkeligheden ind i byrådet og byrådet ud i virkeligheden. I andre kommuner har man haft stor succes med en gang om året at rykke et byrådsmøde ud i landsbyerne. I Vordingborg har man f.eks. oplevet, hvordan det har inspireret borgere, som ikke før mødte op til byrådsmøder, til nu at møde op og engagere sig i byrådsmøder.

En sådan ordning vil også give god mening i Høje Taastrup Kommune, hvor vi har en
geografisk sammensat kommune med landsbyerne i vest og Taastrup i øst. Alle byrådsmøder
og de fleste kommunale funktioner ligger i øst i Taastrup, og der kan til tider være langt fra
rådhuset til Sengeløse, Hedehusene, Fløng og Reerslev.

På et årligt byrådsmøde på skift i landsbyerne vil man samtidig have mulighed for at
dagsordenssætte et punkt med specifik lokal relevans. På den måde sørger byrådet for
struktureret i en byrådsperiode at have fokus på hele kommunen samtidig med at byrådet
både fysisk og mentalt rykker tættere på borgerne. I den forbindelse ville det kunne styrke
borgerinddragelsen og det lokale fokus, hvis man afholdt et borgermøde umiddelbart inden
eller i forlængelse af det udrykkede byrådsmøde for på den måde også at få borgerne på
banen og høre, hvad der er vigtigt for dem.

På den baggrund foreslår Socialdemokratiet og Enhedslisten at
1: man rykker et årligt byrådsmøde ud i landsbyerne
2: Landsbyerne er på skift vært for det årligt udrykkede byrådsmøde
3: Der vil på det udrykkede byrådsmøde være et dagsordenspunkt med specifik lokal relevans
og/eller et borgermøde i forbindelse med byrådsmødet
Socialdemokratiet og Enhedslisten foreslår, at forslaget oversendes til udvalgsbehandling i
relevante udvalg

Forslaget er stillet på et byrådsmøde april 2020