I fredags d. 17 november afholdt vi i Enhedslisten sammen med Radikales lokalafdeling et arrangement til støtte for Gaza. Flere af os i afdelingen deltog, men såfremt du ikke havde mulighed for at være med, kan du læse aftenens taler ved Eva Krag Petersen (journalist ved Respons Medier) og Amani Meadi (læge) her:
Eva’s tale:
Tak fordi I er kommet, tak fordi I vil bruge en time her denne kolde fredag aften i november på at sende en tanke til alle i Gaza, og tænde et lys for ofrene.
Mit navn er Eva, jeg er borger og født og opvokset her i byen, og så er jeg fra Respons, som er et journalistisk research kollektiv, der beskæftiger sig med græsrodsorganisationer, aktivisme og vigtige fortællinger, der overses i det øvrige medielandskab.
Jeg synes det er vigtigt, vi kan samles sådan her i vores lille by til et mindre optog. De store demonstrationer der hver dag står på i København er intet mindre end fantastiske – de har givet mange et sted at komme ud med den helt berettigede frustration og vrede, og så har de nok også været de største folkelige solidaritetsmanifestationer til Palæstina, som Danmark nogensinde har set.
Men det er også godt at vi kan have plads til mindre, mere stille og bløde manifestationer af den sorg, som også følger med.
Jeg går ud fra I er kommet her, fordi I ligesom mig står med følelsen af sorg og håbløshed som vidner til denne forfærdelig humanitære katastrofe – så slem at FN`s menneskerettighedseksperter siger, at det højest sandsynligt er et folkedrab der lige nu udfolder sig.
Og jeg går ud fra at I, ligesom jeg, i løbet af de sidste fire uger har set videoer og billeder af ting, som I ikke i jeres vildeste fantasi eller rettere sagt værste mareridt, kunne have forestillet jer.
Mindst 22 af Gazastribens i alt 35 hospitaler er sat helt ud af funktion. Resten er på randen af totalt sammenbrud.
De overlevende flygter sydpå, og store dele af det nordlige Gaza er fuldstændig ubeboelig nu, jævnet med jorden. Tørsten og sulten, som er et resultat af, at der ikke lukkes de tilstrækkelige fornødenheder ind, spreder sig lige nu blandt en befolkning, hvoraf knap halvdelen er børn.
Over 25.000 tons bomber har regnet over Gaza. Det svarer næsten til det dobbelte af den atombombe, amerikanerne droppede over Hiroshima. Israel taler nu åbent om deres plan om at overtage magten i Gaza, uddrive befolkningen, og om at gennemføre endnu et Nakba.
Og nu kan jeg så forstå at IDF også har taget deres krig til Vestbredden… Jeg frygter virkelig hvordan det her vil ende.. og mens jeg, og I, går med jeres frygt og mens nyhederne om nye israelske krigsforbrydelser vælter ind flere gange dagligt, kan vi samtidig se vores egne politikere sige de mest absurde ting – som enten forsøger at undskylde det Israel har gang i, eller at tale udenom eller … og det er nok det mest hjerteskærende… støtte det.
Derfor er det vigtigt at I er her nu.
For der er mange, som lige nu forsøger at bilde os ind, at det der sker i Gaza ikke er virkeligt. De forsøger at bilde os ind, at den israelske hær er meeeget omhyggelige med ikke at ramme de civile. Eller så siger de, at det der sker er et retfærdigt modsvar på de modbydelige drab på civile under angrebet d. 7 oktober.
Men… Hvordan kan man dræbe over 11000 mennesker, herunder 5000 børn, 100 FN medarbejdere, 50 journalister, bombe flygtningelejre, skoler, hospitaler, flugtruter… alt sammen indenfor EN måned – og kalde det retfærdigt?
Og hvordan kan man lykkes med at skabe en fortælling om at de her voldelige angreb på civilbefolkninger startede med angrebet den 7. oktober, når:
– 6-7000 civile palæstinensere er inden for de sidste par år blevet dræbt af besættelsesmagten.
– Når 170 palæstinensiske børn og 1264 voksne palæstinensere sad fængslet i israelske fængsler, inden det her startede, uden at vide hvad de er sigtede for.
– Og nå ja, så var der også lige det med en 17 år gammel besættelse af Gaza, som foruden at være et brud på international lov, også har reduceret Gaza til et sted i permanent humanitær krise. Et sted hvor Israel kontrollerer hvem og hvad der bliver lukket ind eller ud. En koncentrationslejr med en kystlinje.
Var det måske ikke også sådan en slags vold? Kan vi begynde at tale lidt om det?
Ja, det kan vi måske nogle steder – men mange steder bliver vi mødt med had og udskamning, når vi gør det. Jeg har fx ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet kaldt antisemit eller Hamas-elsker siden det her startede.
Både af folk i kommentarfelter, privatbeskeder, men også af chefredaktører, meningsdannere og politikere når de for eksempel prøver at bilde folk ind, at de demonstrationer for våbenhvile og et frit Palæstina, som vi deltager i, skulle være præget af netop antisemitisme og støtte til hamas. Det er de ikke.
Men det er desværre blevet svært for mange at kende forskel. En af de ældste tricks i den israelske propagandas drejebog er blevet virkelighed i debatten, også her i DK: nemlig, er du ikke med os – er du en antisemitisk, terrorsympatisør.
Men jeg tror samtidig at mange er begyndt at gennemskue det. Jeg vil gerne læse en besked op, som står inde i facebookgruppen ‘100.000 danskere for våbenhvile’:
Den kommer fra Jørgen, Jørgen fra Facebook
“Jeg er 62 år og har ved alle valg stemt på det Konservative Folkeparti og altid bakket op om Israel.
I de senere år er jeg dog blevet mere kritisk – det harmer mig, at Israel med store dele af verdens opbakning ulovligt besætter palæstinensiske områder og helt og aldeles undertrykker hele befolkningen i Gaza.”
Og Jørgen fortsætter:
“Jeg har naturligvis ikke sympati for terrorisme, men har forståelse for at den slags kan opstå når man, som Israel har gjort, har underkuet og mishandlet en hel befolkning samt overtrådt gældende internationale love og vedtagelser.”
Nu skal man jo passe på med at gøre en besked på Facebook repræsentativ for noget som helst, men det rørte mig alligevel. For når folk som Jørgen fra Facebook begynder at betvivle Israels ageren overfor Palæstina, så bliver det også mere og mere farligt for vores politikere at fortsætte deres nuværende position.
Måske er det derfor vi ser mere og mere snakken udenom fra fx vores udenrigsminister, og måske er det derfor både Peter Hummelgaard og Mette Frederiksen har været ude og rasle med censur-sablerne. De er bange. Bange for at stemningen i befolkningen, blandt deres vælgere, rykker sig, så de ikke længere kan leve op til kravet fra USA og Israel om ubetinget støtte. Så de ikke længere kan vedligeholde fortællingen om et frit demokratisk ‘vesten’ i krig med en barbarisk islamisk verden. Og så de ikke længere kan legitimere at den danske regering ikke bakker op om en våbenhvile.
Desværre så vi også her i onsdags, i vores egen by et lignende forsøg på censur, og at lukke ned for debatten. Da SF, Radikale Venstre og Enhedslisten til sidste byrådsmøde havde stillet en række forslag som på hver deres måde forsøgte enten at få kommunen til at udvise solidaritet med Palæstina eller at indstille kommunens indkøb af israelske varer. Men inden mødet gik rigtig i gang, fik det konservative flertal med støtte fra dele af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti pillet næsten alle forslagene fra dagsordenen. Da de så nåede til det forslag, som fik lov at blive, foreslog borgmesteren meget belejligt, at det skulle sendes videre til budget 25, som altså foregår bag lukkede døre – og på den måde, undgik han at forslagsstillerne kunne nå at omtale noget som helst af forslagets indhold. Og sådan blev der altså straks lukket ned for debatten i byrådet.
Men venner det her er bare endnu en grund til at vi nødt til at tale om det. Tale højt og sige fra. Kræve at den retmæssige kritik af Israel kan og må rejses, uden frygt for at blive tysset på, censureret eller kaldt antisemitisk. For selvfølgelig er det muligt at kritisere besættelsesmagten, samtidig med at vi også tager afstand fra enhver form for diskrimination. Faktisk er det lige netop derfor vi kritiserer besættelsesmagten – fordi vi er imod enhver form for diskrimination, også når den er rettet mod palæstinensere.
Og også når den bliver rettet mod jøder. Det er fuldkommen forfærdeligt at jøder i Danmark lige nu ikke tør at færdes i offentligheden uden at skjule deres jødiske ophav. På samme måde som det er fuldstændig forfærdeligt at muslimer og arabere her i landet også ligger i toppen alle opgørelser, der er lavet omkring, hvilke grupper der oftest udsættes for hadforbrydelser her i landet.
For en ting er sikkert – vold avler vold og had avler had. Vi har pligt til at stoppe det lige så snart vi ser eller hører det.
Men den slags kræver altså mod lige nu.
Så kig hinanden i øjnene.
For omkring dig står der folk fra din by, der godt kan finde ud af at sige fra over for uretfærdighed, mens så mange andre dukker nakken og kigger den anden vej. Så husk hinandens ansigter og hils på hinanden næste gang i mødes på gaden eller i Netto.
Til slut vil jeg sige tak fordi I er her, alle sammen… men især jer med palæstinensisk baggrund.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at være jer lige nu. At opleve ens eget folk gennemgå et folkedrab, efter 75 års etnisk udrensning, ulovlig annektering af land og 55 års apartheid. Og som om det ikke var nok, skal I ovenikøbet også være vidner til at den danske regering ligefrem støtter det folkedrab vi ser nu. At de kalder Israel vores venner og allierede. At de sælger våbenudstyr, som bruges til at begå massakrer på jeres folk. Og i onsdags kunne I så også bevidne jeres egen kommune lukke øjnene for folkedrabet, da borgmesteren nægtede at have en demokratisk debat om hvad vi som kommune kunne gøre for at hjælpe til. Nej, jeg kan ikke forestille mig hvor stort det svigt må føles…
Men jeg kan forsikre jer om, at I ikke er alene om det. Vi er mange, som aldrig vil glemme det her, ligesom vi er mange, som er klar til at stå side om side med jer.
Vi ved endnu ikke, hvad der vil rejse sig fra asken, når støvet har lagt sig i Gaza.
Men vi kan håbe.
Og lige så meget som jeg håber på at Israel snart stopper massakrerne, at de gidsler der stadig måtte være i live løslades og at der indgås en våbenhvile. Lige så meget håber jeg på, at Palæstina vil have det internationale samfund i ryggen, når det rejser sig igen.
At Israel langt om længe vil blive retsforfulgt for alle de forbrydelser de har udsat palæstinensere for gennem de sidste 75 år. At palæstinenserne får erstatning for alt det, de har mistet.
Og jeg håber at den fredsproces som på et tidspunkt må komme, også bliver en proces præget af afkoloniseringen, reparationspolitiker og retfærdighed. For kun når der kommer retfærdighed, vil der komme fred.
Og her næste taler Amani Amedi:
Jeg erindrer tydeligt glæden over at smide skoletasken i entreen for derefter smerteligt at observere min mor græde foran fjernsynet. Parabolen på altanen transmitterede palæstinensernes undertrykkelse og ubærlige smerte helt ind i min danske stue.
Horrible billeder af mennesker, der behandler andre mennesker som skadedyr, printede sig ind på min nethinde. Jeg var et barn. Og naivt besluttede jeg mig for, at jeg en dag skulle være læge, så jeg kunne hjælpe de mennesker i fjernsynet, som tydeligvis havde brug for hjælp, og som fik min mor til at græde.
Jeg hedder Amani Meaidi. Jeg er dansk-palæstinenser, og i dag er jeg læge.
Billeder på nethinden, sorg i hjertet, traumer i generne. Mit folks historie er undertrykkelse og umenneskeliggørelse, fordrivelse og fordømmelse, smerte og skuffelse.
I dag kommer mine små sønner hjem fra deres daginstitutioner og ser mig græde foran fjernsynet. Vores historie er vores nutid.
Til Palæstina, mit moderland:
Jeg elsker dig. Du lærte mig om gæstfrihed og barmhjertighed, om dygtiggørelse og flid. Du lærte mig at kæmpe for retfærdighed og frigørelse og altid at tale imod umenneskelighed.
Du ledte mig hen til det mest meningsfulde erhverv, og igennem dig mødte jeg min elskede palæstinensiske mand.
I dag har jeg født to af dine kære børn.
I dem lever du videre.
Må de leve til at se et frit Palæstina.
Viva Palæstina.
Amani Meadi er læge, ph.d., postdoc og forsker i hormonprævention og kvindesygdomme
