Årsmødet 2023

I Pinsen var vi to delegerede og en suppleant afsted til Enhedslistens årsmøde.

Et årsmøde der var kendetegnet ved den store fornemmelse af sammenhold på tværs af partiet, og debatter om konsekvenserne af det dårlige valg i efteråret.

Vores afdeling satte et par aftryk på Årsmødet, både med taler og støtte til forslag.
Den første dag, var Emil på talerstolen under beretningen for at tale om den velfærdsundergravende KL aftale (mere om den i en anden post), og senere på aftenen talte han på vegne af Høje Taastrups Bestyrelse for at Årsmødet skulle behandle Børnepolitisk udvalgs Familiepolitiske program.

Anden dagen stod på vedtagelser af budget, regnskab, vedtægter og valg af opstillede.
Blandt andet blev det vedtaget at vores folketingskandidater skal vælges hvert andet år. Det betyder at kandidaterne kan bruge tid på at øge kendskabet til sig og styrke samarbejdet med lokalafdelingerne.
I Høje Taastrup var nogle af os medstillere på en alternativ kandidatliste, der sørgede for at vi bibeholdt Tobias Clausen som kandidat i Københavns Omegn. Desværre faldt listen med få stemmer, men vi håber at vi, næste gang vi skal stemme på valglister, kan få Tobias tilbage som kandidat i Omegnen. Det er ingen hemmelighed at vi i Høje Taastrup er meget glade for Tobias og hans grundige tilgang til partiarbejdet, og vi brugte mange kræfter på hans valgkamp i kommunen under Folketingsvalget i efteråret. Vores alternative liste betød også at Mathilde Vinther ville få en mere valgbar plads som Sjælland 2, hvilket ville have hjulpet hendes kandidatur. Til gengæld får vi glæde af hende som nr 2 her i Københavns Omegn.
Ydermere er vi meget begejstrede for, at vi som spidskandidat har fået Ibrahim Benli. Ibrahim er tidligere opstillet i Københavns Omegn, og er en utrolig dygtig kommunalpolitiker (og tilmed viceborgmester) i Herlev.

Som spidskandidat til det kommende EU Parlamentsvalg, blev Per Clausen valgt. Vi glæder os til at kaste os ind i endnu en valgkamp snarligt.
Ligesom det er kutymen i kommunerne har vi været tvunget til at spare og skære i budgettet. Det betyder at Landskontoret er rykket ind på Christiansborg og desværre ikke til Høje Taastrup, som det kom frem i debatten, er blevet undersøgt. 🙂 En række andre nødvendige besparelser har måtte implementeres, men forhåbentlig kan vi som parti omorganisere os og arbejde langt mere aktivistisk, og komme ud på den anden side styrket.

Tredjedagen på Årsmødet stod i Borgerlønnen, EU og Hovedbestyrelsens tegn.

Emil stillede for første gang op til Hovedbestyrelsen, og blev meget glædeligt valgt. Som afdeling er vi meget begejstrede over at komme endnu tættere ind i partiarbejdet.

Næste år bliver Årsmødet digitalt, og vi håber det kan give anledning til at endnu flere medlemmer kan deltage, muligvis i et lokalt Vestegns Årsmøde på tværs af afdelingerne. Det vil I høre mere om…