Etablering af byttehus i forbindelse med genbrugspladsen

Første august 2018 havde man i verden opbrugt Jordens ressourcer for hele 2018, målt ud fra Jordens evne til at gendanne ressourcerne, hvilket betyder, at alt forbrug i verden, fra 1. August til 31. december, har været et lån fra fremtidige generationer, og de sidste mange år er denne skelsættende dato faldet tidligere år for år. En vigtig beslutning var derfor, at byrådet for kort tid siden traf beslutning om, at vi i Høje- Taastrup kommunen i fremtiden skal være langt bedre til at sortere vores affald, så f.eks. en
større del af affaldet kan genbruges.

Men hvis udviklingen skal vendes, er det vigtigt, at vi ikke bare bliver bedre til at sortere vores affald, men også til i det hele taget at producere mindre affald og have et mere bæredygtigt forbrug, og her vil et byttehus i forbindelse med genbrugspladsen være et godt bidrag. I Byttehuset skal borgere og virksomheder have mulighed for at aflevere og hente ting, som er for gode til at blive smidt ud. Med et byttehus imødekommes et stort behov og ønske om, at ting, som stadig har en brugsværdi, ikke bare ender på lossepladsen, og når en borger eller virksomhed af forskellige grunde ikke længere har brug for den, så kan den i stedet skabe glæde for andre.

Flere kommuner har allerede etableret et byttehus, og bl.a. Brøndby og Albertslund har haft stor succes med deres byttehuse, som dels har bidraget til et mere bærerdygtigt forbrug og samtidig skabt glæde hos borgerne, som kan finde ting, de har brug for i byttehuset. Samtidig kan der i tilknytning til byttehuset etableres småjobs ift. mindre reparationer og istandsættelse af indleverede ting, som kan bruges beskæftigelsesrettet, men også samarbejder med f.eks. FGU eller fremtidens skole kunne være en mulighed. Koordineringen af byttehuset kunne f.eks. placeres i Miljø- og Energicenteret, som i forvejen har erfaring ift. koordinering af sådanne tiltag.

A og Ø foreslår, at Høje Taastrup Kommune etablerer et byttehus i forbindelse med
genbrugspladsen.

 

Byrådsforslag fra A og Ø om etablering af byttehus i forbindelse med genbrugspladsen.
Byrådsmøde, marts 2019.