Det danske demokrati har dybe rødder, men demokrati er også noget, der skal værnes om, og som vi
skal sikre udvikles i takt med tiden. Et stærkt demokrati skaber tillid og tilfredshed, det modsatte skaber
modløshed og får færre til at have lyst til at engagere sig. Derfor mener vi, at det er på tide at rykke
borgerne i Høje-Taastrup kommune tættere på den politiske beslutningsproces.
På den baggrund stiller enhedslisten og socialdemokratiet forslag om, at der skal igangsættes en
række initiativer, der styrker demokratiet og inddragelsen af borgerne i Høje-Taastrup kommune.
- At det i lighed med Folketingets beslutning bliver muligt for borgerne i Høje-Taastrup kommune
at få behandlet forslag i byrådssalen, som har en signifikant opbakning blandt kommunens
myndige borgere. - At arbejdet med demokrati styrkes i folkeskolen, ved at kommunen nedsætter en gruppe, hvor
der blandt andet indgår repræsentanter fra elevråd og fra de politiske
ungdomsorganisationer, som skal sammensætte en dag i demokratiets tegn, hvor de større
elever får både lært om det danske demokrati, de danske partier og diskuteret politik. I
forlængelse heraf opfordres folkeskolerne til at deltage i de kommende skolevalg. - At der i de kommende tre år etableres flere opgaveudvalg, der kan medvirke til at styrke
samarbejdet ikke blot imellem lokalpolitikere og særlige interessenter, men hvor også
”almindelige” borgere med særlig viden eller interesse kan indgå, som det bl.a. kendes fra
Gentofte kommune. - At der som i flere andre kommuner etableres en whistleblower ordning, så ansatte får mulighed
for at fortælle anonymt om ulovlige eller kritisable forhold uden frygt.
Der er mange ressourcer, idéer og meget viden gemt i befolkningen i Høje-Taastrup kommune, og det
kan kun styrke kommunen at få gavn af disse. Derfor skal vi på alle måder sikre, at denne ressource
bruges på bedste vis.
Byrådsforslag fra A og Ø om styrkelse af demokratiet i Høje Taastrup
Byrådsmøde, april 2018.